Risiko for lufthavnsstrejke i Norge

SAS check-in lufthavnLUFTHAVNE: Lufthavnsansatte i Norge hos SAS og Widerøe kan i dag komme ud i strejke, hvilket både vil berøre flyvninger indenrigs i Norge og udenrigs. Navnlig nordnorske lufthavne forventes ramt ved en strejke.

Uenighed om ny overenskomst i Norge mellem de ansatte organiseret i LFF, Luftfartens Funksjonærforening, og arbejdsgivernes forening, NHO Luftfart, kan fra i dag udløse strejke i de norske lufthavne. LFF’s medlemmer forkastede ved urafstemning den aftale, fagforeningen havde forhandlet sig frem til.

Den norske forligsmand arbejder på at få ny aftale på plads, så strejken kan undgås. LFF har varslet, at man tager alle sine 860 medlemmer ud i en strejke. LFF’s medlemmer arbejder primært med check-in i lufthavne og på SAS og Widerøes billetkontorer, skriver norsk TV, NRK.no, på sin hjemmeside.

SAS Norge siger til NRK, at man ikke forventer, at en mulig strejke vil få ”alvorlige følger” – bl.a. fordi Widerøe kan bruge personale, der ikke er organiseret i LFF.