Royal Caribbean satser næste år med blot et enkelt skib fra København

Selv om antallet af krydstogtturister stiger pænt fra både Danmark og Sverige i den skandinaviske sommer bliver Vision of The Seas ene om at klare Royal Caribbeans afgange fra Danmark og Stockholm. I år er et nyt og større skib, Brilliance of The Seas, også inde med en række afgange fra København. Det rykker næste år til England.

 

Danskerne vil meget gerne sejle ud og hjem fra København med de store krydstogtskibe. I hvert fald hvis de ikke lige er på jagt efter Solen. Det kan de også med mange forskellige rederier, men med det største på det danske marked, Royal Caribbean, kniber det lidt. Netop som man er ved at udvide, og nu er kommet op på to, forsvinder den ene igen næste år.

 

Til gengæld bliver der pænt mange muligheder med Vision of The Seas, som allerede har fået mange danske stamgæster. Næste år bliver der hele 11 afgange fra København, dobbelt så mange som i år.

 

Det er igen syv dages ture afvekslende med de norske fjorde og Baltikum. Der er imidlertid også nyskabelser. Således en 10 dages tur til Baltikum, hvor der er tre dage i St. Petersborg. Nyt er også en tur på 10 dage til Skotland, Irland og England og tilbage til København. Salget til næste år er startet i bureauerne.

 

Der er fortsat mange anløb med skibe fra både Royal Caribbean og datterselskaber Celebrity ved Langelinje næste år, men det er kun som en del af et krydstogt, typisk fra Storbritannien og videre til Baltikum.

Skrevet af Ejvind Olesen