Arkivpressefoto fra lufthavnen i Helsinki, hvortil russere nu igen kan køre til med bil eller bus fra Rusland, og derfra flyve ud i resten af verden. Foto: Helsinki Airport.

Russerne kan igen flyve ud i verden via Helsinki

Luftrummet er forsat lukket mellem Europa og Rusland. Men efter russerne har genåbnet grænsen til Finland, kan for eksempel russiske turister køre til Helsinki og den vej flyve ud i Europa.

Før den russiske invasion af Ukraine i februar i år, rejste millioner af russiske turister hvert år på udlandsferie i Europa og resten af verden. Det er efter invasionen på flere måder blevet mere besværligt for russerne.

Dels har det meste af Europa lukket sit luftrum for flyvninger mellem Europa og Rusland, dels har sanktionerne fra store dele af verdenssamfundet, navnlig den vestlige verden, påvirket russernes økonomi negativt – og mange udenlandske destinationer har ikke russere øverst på ønskelisten over besøgende, man helst vil se.

Men tidligere på måneden genåbnede Rusland grænsen til Finland, dermed kan russiske turister med bil eller bus køre over grænsen til Finland og flyve ud i verden via den primære finske lufthavn i Helsinki, Vantaa.

Den store finske avis Helsingin Sanomat skriver, at efter russerne genåbnede grænsen til Finland, er der igen begyndt at komme mange russiske turister til lufthavnen, hvorfra de flyver ud i blandt andet Europa.

Ventet at russiske turister ville køre til Helsinki
Avisen har i Helsinki-Vantaa lufthavn talt med en række russiske turister, der var på vej til at flyve fra den finske hovedlufthavn.

Fordi Rusland har fået en ny lov, der straffer kritik af blandt andet den russiske præsident, regering og russisk militær med fængsel i op til 15 år, nævner Helsingin Sanomat, HS, kun de interviewede russiske turister med fornavn og bringer ikke fotos af dem.

HS mødte blandt andet ægteparret Aleksander og Anastasia samt deres datter Elena. De skulle fra Helsinki flyve til Venedig, hvor familiens anden datter bor. De var ankommet til lufthavnen i Helsinki fra Sankt Petersborg i bus.

Familien er generelt bekymret over den verdenspolitiske situation. Moderen, Anastasia, siger blandt andet, at hun ikke mere taler med sine brødre. ”Jeg er bange for, at de måske fortæller politiet, at jeg er imod krigen,” siger hun.

HS talte i Helsinki-lufthavnen også med Pavel og Aleksander, der er kommet til lufthavnen fra Nizhny Novgorod, en storby 400 kilometer øst for Moskva. De vil fra Helsinki flyve til Riga, hovedstaden i det baltiske land Letland.

En anden russisk passager er Olga, der bor i Frankrig. Hun er på vej hjem fra St. Petersborg med sin søn. I Sankt Petersborg havde sønnen, der både har russisk og fransk pas, besøgt noget familie. Sønnen ankom til Helsinki ​​med bus. Ifølge ham fortsatte mange medpassagerer med fly til andre dele af Europa.

”Før fløj jeg fra Frankrig til Rusland. Nu tager det tre dage at rejse,” siger han.

Relaterede artikler:

Danske Sunclass Airlines overtager beslaglagt russisk fly

Danskejede Biler i Rusland fortsætter under nyt navn

Færre krydstogter i Østersøen øger anløb i Danmark

Har ikke gæster til millioner af ledige hotelværelser

Ukrainekrig rammer russisk turisme hårdt

Lukker sidste togrute mellem Rusland og EU

Star Alliance-selskab vil flyve 1,5 millioner russere