Russisk invasion til VM i ishockey næste år

TURISME: En helt ekstra hotelby med plads til 8.000 bygges op i Herning, og billetsalget har nu passeret 120.000.

Selv om der er endnu et halvt år til det største internationale idrætsarrangement nogensinde i Danmark med VM i ishockey næste år i maj, er der fuld fart på forberedelserne.

Det bekræfter adm. direktør Enhver Hansen fra VM komiteen, og billetsalget går strygende, siger han til standby.dk

”Vi har allerede solgt 120.000 billetter ud af de 300.000, vi skal nå. Vel at mærke til de rigtige priser, der er lagt ind i budgettet på 94 mio. kr.

VM afvikles i de to indledende puljer i Royal Arena i København og i Jyske Bank Boxen i Herning. I København har Sverige hjemmebane mod bl.a. Rusland. I Herning er det Danmark mod bl.a. Canada og USA.

Mange store russiske virksomheder har købt billetter. Ishockey er nationalsport, og vi regner med ca. 6.000 russere til København i VM perioden.”

Det er ikke nogen hemmelighed, at det til store arrangementer kan knibe med hotelpladser i Herning og omegn.

”Det klarer vi,” siger Enhver Hansen ”ved at der opføres en hel landsby, som får plads til 8.000 overnattende gæster i værelser og telte, som opføres midlertidigt i en af de store messehaller. Et fantastisk initiativ fra folkene i Herning.”

Semifinaler og finale om guldet og VM spilles i København. Starten går 4. maj, og kampene ventes at blive set af 1,3 milliarder seere over hele verden.