LUFTFART: Som led i stor ekspansion i sin hovedlufthavn, åbner Ryanair sidst i marts ny London-rute til København med tre daglige fly. Det betyder færre fly til Luton.
Fra sommerprogrammet vil Ryanair flyve fra sin største lufthavn, Stansted nord for London, til København tre gange om dagen. Til gengæld dropper det tre af fire fly på hverdage mellem Luton og København.
Easyjet betjener i dag også Luton-København, men ruten indstilles med udgangen af marts. Dermed forsvinder syv af de i dag otte fly mellem Luton og København. Mens Easyjet lukker mellem Luton og København, flyver det stadig fra Londons næststørste lufthavn, Gatwick, til København.
Også Norwegian flyver mellem København og Gatwick, mens British Airways og SAS betjener strækningen mellem København og Europas største lufthavn, London Heathrow, hver med op til seks flyvninger på hverdage.
I år forventer Ryanair at komme op på 20 mio. passagerer til og fra Stansted og i alt 140 ruter. Ryanair har 80 pct. af passagererne i Stansted. Ryanair var sidste år det flyselskab på verdensplan, der åbnede flest ruter, i alt 200.
At Ryanair beholder en daglig flyvning til Luton er formentlig strategisk, da Ryanair dermed sikrer at Easyjet ikke kan genoptage ruten til København og få opstartsrabat på en ubetjent strækning.
Samlet var der sidste år 2,5 mio. flyrejsende mellem København og London – en stigning på 12 pct.