Nu opfordrer Ryanair regeringer og forbrugermyndigheder i Europa til at tage affære, da lavprisselskabet mener, at visse OTA’er skummer fløden ved salg billetter til flyvninger.
Det er ingen hemmelighed, at Ryanair igennem en længere periode har haft et horn i siden på en række af OTA’erne (online travel agencies), fordi man mener, at internetrejsebureauerne tager ågerpriser, når de videresælger billetter til flyselskabets afgange.
Selvom julefreden i disse dage så småt er i gang med sænke sig i flere dele af samfundet, holder nisser, brunkager og duften af gran dog ikke det irske lavprisflyselskab for at sende endnu en bredside af sted mod eDreams og Booking.com.
Det er særligt førstnævnte, der kritiseres af Ryanair, da for nyligt har foretaget en undersøgelse, som man mener, vidner om, at det spanske OTA tager for godt fat, når de prissætter flybilletter og tillægsydelser til dets kunder.
Stiger med over 100 procent
Det er især eDreams’ pris for sædereservation som Ryanair stejler over. Her er der nemlig tale om en stigning på 178 procent, da den går fra 5,62 euro (42 kroner) hos flyselskabet til 15,62 euro (117 kroner), når den sælges videre.
Prisen for priority boarding stiger med 113 procent, da den – ifølge Ryanair – øges fra 6,18 euro (46 kroner) til 13,18 euro (100 kroner).
Hvis flypassagererne ønsker at medbringe en taske på 10 kilo, koster det 26,99 euro (200 kroner) hos eDreams mod 12,99 euro (97 kroner) ellers. Forskellen mellem de to priser udgør en stigning på 108 procent.
Har undersøgt to andre flyselskaber
Booking.com og Ryanair har været involveret i sagsanlæg mod hinanden, hvilket blandt andet har betydet, at platformen har fjernet flyselskabets billetter. I den nye undersøgelse mener Ryanair dog, at der fortsat kræves overpriser.
Det er dog ikke til flyvninger med det irske selskab, men derimod hos EasyJet, hvor prisen øges med 17 procent fra 112,99 euro (840 kroner) til 132,15 euro (985 kroner) samt Vueling.
Ved videresalg af billetter til sidstnævnte er stigningen på ni procent, da prisen øges fra 131,47 euro (980 kroner) hos flyselskabet selv til 143,30 euro (1.070 kroner) ved Booking.com, siger Ryanair.
Vil have dem kigget efter i sømmene
Dara Brady, der er marketingdirektør for Ryanair, knytter en kommentar til de aktuelle tal, og han opfordrer til, at blandt andet de europæiske politikere tager affære på området.
“Vores december-undersøgelse vidner om, at OTA’ere såsom eDreams og Booking.com fortsat kræver overpriser fra intetanende kunder med skadelige avancer på op til 178 procent.”
”Vi opfordrer både regeringer og forbrugermyndigheder på tværs af EU til hurtigt at indføre foranstaltninger som kan gøre op med OTA’ernes uigennemskuelige praksisser.”
Relaterede artikler:
Ryanair vinder bedrageri-retssag mod Booking.com