Ryanair stadig uden partner i Københavns Lufthavn

Ryanair ved tidligere lejlighed i Københavns Lufthavn, foto: Arne V. Petersen.

Ryanair ved tidligere lejlighed i Københavns Lufthavn, foto: Arne V. Petersen.

FLYHANDLING: Sidst i marts næste år kommer Ryanair til Københavns Lufthavn med tre ruter – og yderligere 10 i løbet af året. Men det store flyselskab har endnu ikke kontrakt med et handlingselskab i lufthavnen. Fagforening advarer mod discount-løsning med priser under normalen.

”Ryanair er i dialog med Aviator og vores søsterselskab, Copenhagen Flight Services, men der er ingen aftale. Senest en måned før Ryanair åbner på Københavns Lufthavn, bør de have en sådan aftale klar,” siger adm. direktør for handlingselskabet Aviator i Københavns Lufthavn, Ole Brinks Andersen, til standby.dk.

Aviator, det tidligere Novia, hører under den svenske Aviator-gruppe, der leverer handling-ydelser i foreløbig 24 lufthavne i Norden og Storbritannien. Aviator ejer også Copenhagen Flight Services, hvis kunder i Københavns Lufthavn er Easyjet og hollandske Transavia, de eneste brugere af lufthavnens såkaldte lavprisfacilitet, CPH Go, som også Ryanair vil benytte.

Efter nyheden om Ryanairs entre i Københavns Lufthavn, sagde formand for fagforeningen 3F i Kastrup, Henrik Bay-Clausen, til standby.dk: ”Ryanair forhandler med Aviator. Som vi hører det, prøver Ryanair at presse Aviator til billig handling ved at presse lønnen.” 3F har næsten 4.000 medlemmer i virksomheder i Københavns Lufthavn, herunder Aviator.

Ryanair vil fra starten af sommerprogrammet sidst i marts næste år starte tre ruter fra Københavns Lufthavn, til Luton-lufthavnen ved London, Bergamo-lufthavnen ved Milano samt Warszawas sekundære lufthavn, Modlin.

Ryanair forventer 1,2 mio. passagerer når alle 13 ruter er i gang. Dermed bliver Ryanair det fjerdestørste flyselskab i Københavns Lufthavn, kun overgået af SAS, Norwegian og Easyjet.

”Ryanair er velkommen i Københavns Lufthavn, men selskabet skal operere med acceptable vilkår uden lønpres,” sagde Henrik Bay-Clausen og tilføjede: ”Hvis Ryanair ikke får en aftale med Aviator eller CFS, kunne en mulighed være, at de vil lave eget handlingselskab. Det vil komme ind under 3F’s overenskomster. Dermed skal vi lave overenskomst med Ryanair.”

Kommer der ikke en aftale med Ryanair kan det betyde konflikt med 3F. Det vil bl.a. betyde, at flyene ikke tankes, at der ikke kommer bagage på og fra flyene osv.

De fire Ryanair-fly vil betyde 120 stationerede piloter og kabineansatte fra selskabet i Københavns Lufthavn.

Ryanair forhøjede tidligere på måneden for tredje gang i år sin forventning til overskuddet i dette regnskabsår – nu forudses op mod seks milliarder kr. og 90 mio. passagerer.