Ryanair taber vigtig sag i EU-domstolen

LUFTFART: Ansatte i Europas største flyselskab skal ikke have uoverensstemmelser afgjort ved irske domstole, men i det land, hvor de har base, siger ny kendelse fra EU-domstolen.

(Artiklen er blevet opdateret med Ryanairs synspukter, red)

Ryanair har netop tabt en vigtig sag ved EU-domstolen i Luxembourg. Det irske flyselskab ønskede, at uoverensstemmelser med ansatte fortsat skulle behandles ved irske domstole, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Men det siger EU-domstolen nu nej til. Den konkrete sag handlede om Ryanair-ansatte med base i den belgiske Charleroi lufthavn udenfor Bruxelles. EU-domstolen siger, at tvister mellem ansatte og Ryanair skal afgøres i det land, hvor den eller de ansatte har base, f.eks. Belgien.

Philip von Schoeppenthau, generalsekretær for European Cockpit Association, er tilfreds med dommen fra EU-domstolen som ifølge ham giver nyt lys for tusinder af Ryanairs piloter og kabineansatte over Europa, der har kæmpet for at finde domstolsbeskyttelse i det land, hvor de har deres base.

Den konkrete sag drejede sig, ifølge den danske fagforening Flyvebranchens Personale Union, om seks Ryanair-ansatte i Charleroi-lufthavnen ved Bruxelles. De rejste i 2011 krav mod Ryanair ved en belgisk domstol. Sagen vedrørte det forhold, at Ryanair og bemandingsselskabet Crewlink mener, at man som ansat ved Ryanair er omfattet af irsk lov og eventuelle sager skal afgøres ved irske domstole.

Ryanair er uenig

Chris Lundshøj, salgs- og marketingansvarlig for Ryanair i bl.a. Skandnavien er ikke enig i denne artikel og skrev fredag eftermiddag til standby.dk bl.a.:

”Ryanair har ikke tabt denne sag. Ryanair er ikke blevet dømt for løndumping (hvilket standby.dk heller ikke skriver, red), eller andre ting for den sags skyld. EU-domstolen har ikke dømt i flypersonalets favør.”