Antallet af passagerer, der kører med S-tog og Metro, buldrer frem og trækker en samlet fremgang for togtransporten, viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Den samlede fremgang var sidste år en procent. Målt i forhold til 2012 er der tale om en stigning på 7%, og fremgangen skyldes først og fremmest, at flere i hovedstadsområdet kører med S-tog og Metro.
Ifølge tallene var det samlede antal passagerer med S-tog og Metro sidste år 177 millioner. Dermed står de for 65% af alle rejser på jernbanenettet.
Det er Metroen, der vokser mest og kan notere en stigning på 6%.
Det går derimod ned ad bakke med den øvrige togtransport. For eksempel har der været et fald på 4%, når det gælder persontransporten mellem Øst- og Vestdanmark. Også Øresundstrafikken og den øvrige internationale trafik er ifølge tallene faldet.
Godstransporten har samlet set haft en lille tilbagegang på en procent i 2016, skriver ritzau.