WEEKENDMAGASIN: Norwegian bør have grønt lys fra USA – Godt initiativ i Grønland – Fint svar fra hotelgruppe – Berømt Singapore-hotel får ansigtsløftning – Stjernedrys over Fredericia – ”Beklageligt at rejsebranchen i dag styres af akademikere og såkaldte økonomer.”
Af Ejvind Olesen
HVEM STØTTER HVEM: I går kunne vi på takeoff.dk berette, at den britiske transportminister for tredje gang går aktivt ind for at større Norwegian mod USA for at få amerikanerne til at opfylde den lov om Open Sky, som de selv og EU har underskrevet. Det er Norwegians irske datterselskab, som ikke kan få samme regler som alle andre. – Ja, det kunne Danmark også godt støtte, uanset hvad man i øvrigt måtte mene. Derimod tror jeg ikke Bjørn Kjos og Co kan få umiddelbart støtte til ansøgning til Rusland. Her er det bilaterale aftaler, der er på spil, og der er næppe tvivl om, at SAS har første prioritet. Det er rigtigt, at Norwegian ikke har samme adgang til russisk luftrum på en flyvning til Bangkok og Fjerne Østen som SAS. Men SAS har også i mange år betalt en fuldkommen vild overpris for at få lov til at flyve over Sibirien (seks timer til Japan for eksempel).
VOR EGEN VERDEN: To personer fortjener ros for deres kommentarer og nyheder her på siden i den forløbne uge. Den ene er Søren Rasmussen, indehaver af Albatros for sin store indsats for turismen til Grønland, som hans hjerte altid har banket for. Denne gang for hans planer om at bygge på selve indlandsisen ved Kongerlussauq (i min verden vil det altid være Sdr. Strømfjord). Den internationale lufthavn, som næsten aldrig er lukket på grund af vejret skal være et omdrejningspunkt. – Den anden, der bør fremhæves, er Sandra Plesner Weinert, ejer og chef for GuldsmedenHotels, som i et velargumenteret svar her på siden, ikke vil acceptere, at det er hoteller, der er skyld i, at der i få tilfælde tages vilde overpriser ved store kongresser i København. ”Problemet er aktører, som støvsuger byen for værelser, de ikke har brug for.” Hendes debatindlæg (noget som vi gerne vil have mange flere af) blev styrket ved, at hun også oplyste, hvilke priser hendes egne hoteller blev solgt til.
STJERNEDRYS: De kan bare det der i Fredericia. Nej ikke bare med jernbaner og en stor industrihavn. Med musicals. En klokkeren succes blev det med premieren på Klokkeren fra Notre Dame, hvor der allerede er solgt 100.000 billetter, inklusive mange til Det Kgl. næste sommer. Der kan kun være 600 i teatret i Fredericia pr. forestilling, der spiller musicalen til udgangen af november. Rart at der er unge skuespillere, som ikke absolut skal have ferie i sommerens højsæson. Får de tilskud i Fredericia, kulturstøtte you know ? Kommunen giver 10 mio. kr. Flot. Staten giver tre mio. kr. Sølle.
CITAT: Fhv. direktør Harald Rytz i Travel People: ”Beklageligt, at rejsebranchen i dag styres af akademikere og såkaldte økonomer.”
Maise Njor i B Søndag: ”Nu går mine fordomme på, at jeg ikke ved noget om noget, der er sket siden Tarok døde, fordi jeg er så gammel”.
Paprika Steen i TV Kanal 4: ”Jeg kan godt li at være lidt streng med vilje for at vække folk lidt ved at sige, at Italien er overvurderet eller Hvis det er så fedt i Jylland, så nævn mig fem fede, berømte jyder.”
SMILET: Så var der sheiken i Dubai. Han viste den rigtige sparervilje. Sparede 100 koner sammen og levede lykkeligt til sine dages ende.