Sådan flyver de rigtigt rige

Emirates-Executive-Airbus-ACJ319Ved det igangværende store Dubai Airshow fremviser Airbus bl.a. to business jets, som kan købes af formuende private – flyselskabet Emirates datterselskab Emirates Executive tilbyder udlejning af supereksklusive Airbus A319 fly, sågar med badeværelse.

De to specielindrettede corporate jets er en ACJ (Airbus Corporate Jet) A318 og en ACJ319. De har loungeområde forrest med bl.a. siddepladser, mens der bagest i flyet er kontor, soveværelse og badeværelse med brusebad.

Emirates Executive begyndte tidligere i år at udleje fly som disse til såkaldte VVIP (Very Very Important Person) flyvninger med netop en Airbus ACJ319.

Der findes navnlig i Mellemøsten mange af disse Airbus VVIP-fly, oplyser fabrikken. Airbus har også leveret langrutefly som A330 og A340 i VVIP-versioner. Der er på verdensplan over 170 Airbus-fly i VVIP-udformning.