”Danskerne er bange for det danske sommervejr, de har tillid til økonomien og køber derfor charterrejsen nu,” siger direktør for stort charterrejsebureau.
Mens Bravo Tours sidste år som Danmarks tredjestørste charterrejsebureau solgte 175.000 rejser, forventer den administrerende direktør, Peder Hornshøj, at bureauets salgstal i år kommer op på 180.000.
”Salget er i øjeblikket meget livligt. Vi er cirka 20 procent foran i salgstallene sammenlignet med samme tid sidste år – og, nej, det er ikke noget, jeg har lært at sige af Stig Elling,” sagde Peder Hornshøj i går til standby.dk
Stig Elling, den tidligere salgsdirektør for Star Tour (i dag TUI) i Danmark, er i dag rejseambassadør for netop Bravo Tours og Stig Elling har gennem årene været kendt for netop at fortælle om meget højere salgstal end samme tid sidste år.
”Vi sælger mere i år, fordi danskerne husker det dårlige vejr i Danmark sidste sommer; danskerne har tillid til deres privatøkonomi, at de ikke mister deres arbejde – så derfor venter de ikke med at bestille sommerferien. Navnlig rejser til Grækenland denne sommer sælger godt med destinationer som Kreta og Rhodos i toppen, men også vores nye græske rejsemål omkring Athen sælger godt. Det samme gør sikre rejsemål som for eksempel Mallorca. Men nogle rejsemål skal vi også arbejde mere for at sælge end andre. Vi har også droppet nogle af sidste sæsons rejsemål med egne fly, og sender i dag gæsterne med rutefly,” siger Peder Hornshøj.
Samlet forventer Peder Hornshøj, at Bravo Tours i år får sendt omkring 10.000 af sine forventede 180.000 gæster til destinationen med rutefly.
Peder Hornshøj glæder sig blandt over, at Egypten efter flere års nedgang atter sælger godt. ”Det er nu også forståeligt, for man kan for cirka de samme penge som et dårligt to stjernet hotel i fjerde række på Gran Canaria få et firestjernet hotel ud til havet på en egyptisk feriedestination,” siger han.
Kostede TUI at droppe Star Tour-navnet
Spies var også suverænt største charterrejsebureau i Danmark sidste år, mens TUI (det tidligere Star Tour) tog et dyk og endte med knap 25.000 færre solgte charterrejser i Danmark, i alt blev det til 180.000 TUI-rejser ud af Danmark mod Spies’ 265.000.
Om den store nedgang for TUI sidste år i Danmark, siger Peder Hornshøj: ”TUI’s dyk er i hvert fald stik imod deres ambitioner, men det viser, at det koster at smide et indarbejdet mærkevarenavn som Star Tour overbord.”
Bravo Tours er atter klar til denne måneds store Ferie for Alle-messe i Messecenter Herning. Her vil Bravo Tours vise flaget på sin hjemmebane, for Bravo Tours er største charterrejsebureau med rejser ud af Jylland, siger Peder Hornshøj.
Relaterede artikler:
Ingen tro på priskrig i den danske charterbranche