Nu er jagten gået ind på en ny ejer af den ejendom, der huser det historiske Hotel Royal i det centrale Aarhus. Det er kun få år siden, at hotellet blev renoveret for godt 20 millioner kroner.
Det er løbet meget vand i Aarhus Å, siden Hotel Royal slog dørene op i 1838. Det kendte hotel, der ligger centralt placeret i hjertet af Smilets By, blev renoveret for et tocifret millionbeløb for et par år siden, og nu er det netop blevet sat til salg.
Det er EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus, der har fået til opgave at finde en ny ejer af hotelejendommen, der ud over Hotel Royal også omfatter et kasino, værtshuset Café Under Masken og flere butikslokaler, hvoraf det ene står tomt.
Luksushotellet har været i samme families eje siden 1983, og det drives til hverdag af Bühlmann Hotels siden foråret 2023. I en pressemeddelelse oplyses det, at en kommende ejer af Hotel Royal skal grave dybt i lommerne, da prisen beskrives som værende ”knap en halv milliard kroner”.
En helt særlig ejendom
Hotellet er indrettet med 74 værelser og suiter. Derudover omfatter det en morgenmadsrestaurant, bar, fitnessrum samt et mødelokale. I tidens løb har både kongelige og kulturpersonligheder såsom H.C. Andersen, Johanne Louise Heiberg og Louis Armstrong været på besøg.
”Hotel Royal har været en del af Aarhus’ historie i næsten 200 år. Hotellet har gennem tiden udviklet sig i takt med Aarhus’ vækst og forvandling fra købstad til en moderne storby,” siger Henrik Frost Sørensen, der er direktør i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus.
”Samtidig har det bevaret sin historiske identitet og sit klassiske udtryk, hvilket gør det til en helt særlig ejendom i byen.”
”I dag er hotellet ikke blot et af Aarhus’ mest ikoniske hoteller, men et hotel, der giver genlyd i både ind- og udland. For få år siden blev hotellet frisket op med en ambition om at kunne sammenlignes med det københavnske d’Angleterre. Det er en meget imponerende ejendom, både ind- og udvendigt.”
Udviklingen går den rigtige vej
Frank Heskjær er head of retail i EDC Erhverv Poul Erik Bech Aarhus. Han forklarer, at Hotel Royal er blevet sat til salg på et tidspunkt, hvor der er medvind på hotelmarkedet, og ejendomsmæglerkæden kan mærke, at der er efterspørgsel.
“Hotelmarkedet oplever i øjeblikket en positiv udvikling, hvor både turisme og belægning i de større danske byer er stigende.”
”Aarhus er en attraktiv destination for både danske og udenlandske turister og erhvervsrejsende. Derfor ser vi også en stigende investorinteresse for hoteller i byen, og vi mærker tydeligt en øget interesse hos os og har på landsplan solgt langt flere hoteller end tidligere.”
Relaterede artikler:
Folkefest markerede genåbning af ikonisk hotel

STANDBY.DK Nyt om rejser


