SAS åbner otte nye ruter

SAS første Airbus A330 Enhanced, Tore Viking, landede i går i Københavns Lufthavn direkte fra flyfabrikken i Toulouse. Foto: SAS.

FLYSELSKABER: SAS får næste sommer ny sæsonrute fra København til Portugals sydkyst samt flere andre nye ruter fra København – og én ny fra Aarhus. Men der kommer også nye SAS-ruter fra Sverige og Norge. Samlet pumper selskabet 579.000 flere flysæder ind på både nye og eksisterende ruter i sommeren 2016.

Nogle af rutenyhederne har SAS før oplyst om: at det åbner nye helårsruter fra København til Islands hovedlufthavn, Keflavik (dagligt), til sydpolske Krakow (tre gange om ugen) og at man vender tilbage til Wien (op til fire fly om ugen).

I går oplyste SAS, at selskabet også fra næste års sommertrafikprogram åbner fra Stockholm til den polske havneby Gdansk. Ligesom der kommer sæsonruter fra Arlanda til græske Mykonos (en gang om ugen fra sidst i maj), fra København til Faro i det sydlige Portugal, fra Aarhus til Mallorca (én gang om ugen fra sidst i juni) og fra Stavanger til Paris.

Med slet skjult hentydning til hovedkonkurrenten Norwegian, siger SAS’ koncernchef, Rickard Gustafson: ”Vi har flere destinationer og afgange end noget andet skandinavisk flyselskab. Og SAS udbygger hele tiden sit rutenet. Vores forretningsrejsende vil også gerne flyve med SAS på ferierejser. Alene i næste sommers højsæson tilbyder vi over 100.000 flere flysæder end i år til efterspurgte ferierejsemål.”

Fra næste års sommerprogram kommer der flere flysæder og afgange på eksisterende SAS-ruter fra Oslo til Aberdeen, Billund, Bruxelles og Düsseldorf samt til nordnorske Bodø.

SAS har også for nylig oplyst om flere ruter fra Skandinavien til USA fra næste år. Fra marts næste år begynder SAS at flyve fra Stockholm til Los Angeles og fra næste efterår til Miami fra hhv. København og Oslo. Fra næste års sommerprogram åbner SAS også mellem København og Boston.