Nu får danskerne adgang til at se Nordlys i Norge og en af Norges smukkeste indflyvninger. København-Tromsø bliver nemlig en del af SAS vinterprogram i 2017/2018.
”Vi har stor efterspørgsel på Tromsø, som både har noget for dem, der gerne vil opleve natur og nordlys og for de rejsende, som interesserer sig meget for mad og kultur”, siger Michael Hansen, salgschef i SAS.
Tromsø er den største by i Nordnorge godt 350 kilometer nord for polarcirklen.
Med den nye rute, der betjenes af en Boeing 737, flyver SAS til seks destinationer i Norge fra Danmark. Det gælder 16 daglige afgange til Oslo fra København, seks flyvninger om dagen til Bergen, og SAS åbnede for nyligt også ruten til Oslo fra Aalborg, som helårsrute. SAS flyver også til Stavanger, Trondheim, og Ålesund fra København.
Udover Tromsø opgraderer SAS med flere afgange til Rom fra København og en ekstra afgang til Malaga.