SAS aktie steg på godt resultat

Der var lutter plusser i forbindelse med de trafiktal, SAS udsendte i fredags, og det blev da også belønnet af aktionærerne med en kursstigning på 4,2 procent. Ikke mindst fordi der denne gang var plus såvel på yielden (gennemsnitsindtægten) som Rask, der står for den reelle indtægt når belægningen på flyene tages med i betragtning. Det giver et mere korrekt billede af indtægten på en flyvning.

 

Vi er nu nået frem til, at i de første tre kvartaler har SAS Airlines haft 19,2 mio. passager, en fremgang på 3,8 procent. Gennemsnitsbelægningen er oppe på 76,2 procent, en fremgang på 1,6 procentpoint.

 

Seneste testtal, hvad indtægter angår, er også positive. Men kan som bekendt ikke leve af at have mange passagerer, hvis man ikke får en tilstrækkelig pris til at dække udgifterne. Her steg yielden i august med 3,6 pct. og Rask med 1,5 procent.

 

De internationale ruter fortsætter fremgangen med 12,6 procent, og det gik også bedre end forventet for mange de nystartede leisure ruter i Europa. På de givtige intraskandinaviske ruter var der 8,9 procent mere trafik og bedre belægning.

 

Næste målepind er 8. november, når det økonomiske resultat gøres op for de første tre kvartaler.

Skrevet af Ejvind Olesen