SAS-ansatte raser over kantinenedskæring

Der er kold luft mellem SAS Danmark og fagforeningen CAU, som organiserer de ansatte i kabinerne. På sin hjemmeside skriver CAU således, at det synes nærmest umuligt at få genoptaget de sammenbrudte spareforhandlinger med SAS-ledelsen. Således har dert ifølge CAU, kun været muligt at gennemføre et enkelt møde siden forhandlingssammenbruddet. Og ved dette møde stillede SAS-ledelsen, ifølge CAU, ”ikke med beslutningstagere på det niveau, hvor forhandlingerne hidtil har været ført”.

 

Dertil kommer at SAS har besluttet at lukke kantinen for det flyvende personale i weekender og aftentimerne. En beslutning som CAU kraftigt misbilliger, og mener slet ikke kan tages ensidigt af SAS-ledelsen.

 

” Cabin Crew, er på grund af arbejdets art, i modsætning til det administrative personale, ikke i stand til at medbringe en ”madpakke”, som kan indtages når der ikke er spisemuligheder på arbejdspladsen. Ud over dette, er Cabin Crew normalt under et tidspres (der er jo nogle fly der skal af sted til tiden), og dette gør at det sjældent er muligt at bevæge sig langt væk fra basen, for at finde et sted at spise” fortæller foreningen på sin hjemmeside.

 

Og herefter skærpes tonen:” Udover det rent arbejdsmiljømæssige i denne sag, vil CAU påpege at risikoen for forsinkelser af fly stiger, hvis der ikke længere er spise mulighed på basen, og Cabin Crew derfor må bevæge sig over i terminal tre for at kunne spise. Vi vil tro, at med blot en enkel forsinkelse, vil hele den besparelse som SAS har beregnet sig være forsvundet”.

Skrevet af Christian Peschardt