SAS kabinepersonale (Foto: SAS AB)

SAS bevarer omstridt aftale om kinesisk kabinepersonale

British Airways har allerede besluttet at fordoble antallet fra to til fire mellem London og kinesiske destinationer, andre har taget mere drastiske beslutninger, men SAS skal ikke ud i nye storme i den anledning.

Det trækker tilsyneladende ikke op til endnu en opslidende kamp mellem fagforeningerne, SAS og regeringen om bemanding af de oversøiske fly til Kina og Japan med kabinepersonale på udenlandske kontrakter. Det var ellers nærliggende at tro, eftersom British Airways har meldt ud, at de fordobler antallet af kinesiske ansatte om bord på flyene på ruter mellem London og Beijing/Shanghai fra to til fire. Som en direkte konsekvens af stigende passagertal fra Kina.

Det ville være forkert at sige, at SAS brændte fingrene på det problem for ti år siden, men det satte i den grad sindene i kog og varslede endnu en strejke og hård strid mellem flyselskabet og kabinepersonalet, som så ofte før, inden forliget kom i hus.

I dag ville situationen være en helt anden. Der oprettes globale baser rundt om på tværs af landegrænser, og reglerne om nationaliteter og arbejdskraft i luftfart flyder frit og har i Danmark fået fagforeninger til at efterlyse lovgivning mod social dumping.

For tiden ligger SAS ikke inde med samme planerne som briterne, selv om det kinesiske passagertal på ruter til Skandinavien også her vokser støt. SAS har accepteret de eksisterende aftaler, især fordi der ser ud til at være ro på bagsmækken med de flyvende medarbejdere ovenpå etablering af baser i London og Málaga.

Svært at forstå
De historiske fagforeningskonflikter efter årtusindskiftet har ellers nok budt på sine kampe og en af dem, set i lyset af hvad der senere er sket på arbejdsmarkedet,  trak i flere år store overskrifter.

”Set i bakspejlet om, hvad der er sket i globale aftaler siden 2008, kan det være svært at forstå, at sindene kom sådan i oprør over, at vi ønskede enkelte kinesiske kabineansatte af hensyn til sprog, kultur og catering om bord på vore fly. Se hvordan vore konkurrenter i dag har bemanding, ” siger koncerndirektør Lars Sandahl Sørensen, der selv var kommerciel direktør i SAS dengang stormen rasede.

Da jeg forleden spurgte ham om BA`s disposition kunne være et eksempel til efterfølgelse, kom svaret hurtigt: ”Nej, vi har accepteret den nugældende ordning. Den lever vi med og har ingen planer om ændringer. Vi sagde allerede dengang, at det ikke var økonomiske hensyn, der drev os, men et spørgsmål om service med sprog og kultur i front. Og ordningen med aflønning fra base i Tokyo for de japanske kabineansatte havde dog eksisteret siden 70´erne (faktisk siden 50´erne).

Ikke stor økonomisk fordel
Vore skandinaviske ansatte og deres kinesiske kolleger er fagligt dygtigere og arbejder godt sammen. Ser man på de samlede udgifter er der heller ikke i dag den store økonomiske forskel med maksimalt 20 procent kinesere ansatte i kabinen,” fastslår Lars Sandahl fra sin nuværende position som koncerndirektør og ansvarlig for hele SAS-produktionen

Jeg skrev allerede  i 2008 her i Stand By, at ”kabinepersonalet skød spurve med kanoner”. Det blev jeg ikke just populær på i CAU (SAS kabineforening).  Men det mener jeg fortsat, når man ser på, hvad der er sket på globale arbejdsmarked siden.

Efter trusler fra begge sider, optræk til strejker, barske udtalelser, politisk indblanding, politianmeldelse, bøde til SAS på 900.000 kroner for at bruge kinesisk arbejdskraft uden arbejdstilladelse, totalt stop for den bemanding i en periode og trusler om flytning af fly til Sverige og Norge, endte det hele med en lov om udenlandsk kabinepersonale, som maksimalt må være på 20 procent og skal udgøre mindst 15 procent af dansk løn. I øvrigt sker aflønningen fra de asiatiske baser.

En håbløs aftale
Jeg er bange for, at det fortsat er sådan i dag, at hvis der mangler en skandinav hjem fra Beijing i at der er seks kabineansatte om bord, kan den pågældende ikke erstattes af en kinesisk ansat, men skal afvente reserven fra Skandinavien.

Historien har i hvert fald flere af de eksempler. Det er den slags, der truede med at tage livet af SAS. Jeg håber, at den indbyrdes respekt mellem fagforening og ledelse i dag er sådan, at de giver hinanden dispensationer i en håbløs forældet lov.

Der er mig bekendt ingen andre lande i de lande SAS opererer i, at man har den slags aftaler med personalegrupper om udenlandske arbejdskraft. Heller ikke i Sverige og Norge. Prøv at spørge i Norwegian og Ryanair – eller Lufthansa for den sags skyld.

Finsk sisu
Se engang på Finnair, som for tre år siden indgik en aftale med kabinepersonalet om at undgå fyringer, hvis selskabet fik lov til udelukkende at bemande flyene på Hong Kong og Singapore med asiatisk personale. Endda noget så usædvanligt som med asiatiske pursere.

I dag er der på de to ruter ansat cirka 230 asiater, og på flyene er kun beskæftiget finner i cockpittet, vel et mærke på Finnair-fly. Samtidig går det forrygende for Finnair, som igen og igen overrasker.

Skal vi have mere finsk sisu til dansk luftfart? Eller går det bare godt nok?.