SAS chefen tilfreds med udviklingen

Rickard Gustafson.

Rickard Gustafson.

LUFTFART: Rickard Gustafson mener, at SAS også eksisterer om fem år og ingen udmelding om, at hans tidligere forudsigelser om plus på bundlinjen ikke holder, når dommen skal falde, inden juletræet tændes.

SAS regnskabsåret er forbi. Det begyndte så godt, det sluttede lidt halvsvagt. Ganske vist med fremgang for trafikken, men det kniber med at fylde flyene, og gennemsnitspriserne falder.

Det er dog ikke temaet i et stort søndagsinterview i Berlingske. Her siger topchefen Rickard Gustafson bl.a. : ”Vi er kommet så langt de seneste år, som jeg turde håbe på. Vi har leveret på vores store program, og for nogle områder er vi endda lidt foran planerne. Det har skabt en platform, hvor vi kan tænke offensivt.”

Senere: ”Vi har været igennem en turbulent periode. Der har været frustrationer og hårde udmeldinger, men der er også en fælles forståelse af en god dialog om, at det var nødvendigt. Vi har stadig meget at gøre for at genoprette tilliden.”

Der vil også de kommende år skulle spares og effektiviseres, men der lægges ikke op til nye store fyringsrunder.

”Luftfart er en industri med lave indtjeningsgrader, og derfor er vi hele tiden nødt til at forbedre effektiviteten”, slutter han.

SAS kursen faldt i går med næsten seks procent, og regnskabet for det forløbne år kommer 19. december.