SAS fik pris som Europas mest punktlige store flyselskab

Onsdag i denne uge fik SAS overrakt FlightStats.coms punktlighedspris som det mest præcise af Europas største flyselskaber sidste år. Det var tredje år i træk, at SAS fik den flotte hæder.

 

88,2 pct. af samtlige SAS’ 239.320 afgange var i 2011 fremme ved ankomstgaten til tiden, dvs. inden for max 15 minutter efter ankomsttiden i tidstabellen. Det er en forbedring af punktligheden fra 2010, hvor 86,4 pct. af alle SAS-flyvninger ankom til tiden. I 2009 var SAS’ punktlighed 89,8 pct.

 

Flightstats.com indsamler hver dag punktlighed på ca. 150.000 flyvninger med ruteflyselskaber verden over. Flightstats konstaterer blot præcisionstal – om årsagen er udenfor lufthavnene og flyselskabernes kontrol, fremgår ikke af opgørelserne.

 

Efter SAS, blandt Europas største flyselskaber med over 100.000 årlige flyvninger sidste år, fulgte KLM med 121.000 flyvninger og en rettidighed på 86,8 pct., Easyjet havde 158.000 flyvninger og en præcision på 86,5 pct.

 

Nr. 4 blandt europæiske ruteflyselskaber med over 100.000 flyvninger sidste år var SAS’ norske datterselskab, Widerøe, med 104.000 og en rettidighed på 86,28 pct., fulgt af Ryanair med 210.000 flyvninger og en præcision på 86,22 pct.

 

Herefter fulgte Air Berlin med 195.000 og en præcision på 82 pct., Alitalia 171.000 (81,8 pct.), Air France 336.000 (79,68 pct.), Lufthansa 419.000 (79,15 pct.), British Airways 250.000 (78,7 pct.), Lufthansa Cityline 121.000 (76,7 pct.), Turkish Airlines 194.000 (75,7 pct.), spanske Air Nostrum 121.000 (72,5 pct.), mens Iberia som sidste af de store europæiske ruteflyselskaber med over 100.000 flyvninger sidste år havde 140.000 flyvninger og en rettidighed på 52,3 pct., ifølge årsopgørelsen fra Flightstats.com

 

I spidsen for at gøre SAS’ til et af verdens punktligste store flyselskaber er den danske SAS-kaptajn, Per Vilhelm Schrøder. Da han i 2007 begyndte sin mission på området havde SAS en elendig punktlighed og var blot det 23. mest præcise flyselskab i Europa.
 
Per Schrøder sagde i onsdags til takeoff.dk i forbindelse med overrækkelsen af præcisionsprisen, at som tommelfingerregel koster hvert minut, et SAS-fly er forsinket, selskabet 1.500 kr.

SAS har nedbragt antallet af forsinkelsesminutter markant, men der er stadig årligt ca. 1,5 mio. af disse dyre minutter – hvilket derfor koster selskabet 1,5 milliarder kr. om året.

 

Det allermest præcise ruteflyselskab i Europa sidste år, uanset antal flyvninger, var Naysa, der flyver mellem De kanariske Øer. Selskabet havde 29.438 flyvninger og en rettidighed på 91,67 pct., viser årsopgørelsen fra Flightstats.

De andre højest placerede af flyselskaber i samme kategori som Naysa var AirBaltic, CSA Czech Airlines, KLM Cityhopper og Regional Compagnie Aerienne.

Skrevet af Henrik Baumgarten