SAS forlænger salgskampagne

Elisabeth Milton Hemmingsen.

Opmærksomheden skal holdes vedlige, og selv om udsalget af èn mio. billetter skulle være stoppet i går, fortsætter den endnu en uge.

SAS er i gang med at køre sig selv i stilling i en vinteroffensiv, der vil noget.  Med stribevis af tilbud, som skal tage konkurrencen op med Norwegian og andre lavprisselskaber på ganske bestemte ruter.

Derfor bliver der bl.a. startet en halv snes nye ruter ud af København, og de fleste er med i den buket af lavpriser, som i to uger har været udbudt på nettet og i store avisannoncer.

Det hele skulle være afsluttet i går, men blev allerede da udvidet til at vare endnu en uge. En forlængelse af en sådan salgskampagne er dog langtfra noget enestående i SAS-regi. Ofte er det for at give et ekstra pust.

Dybest set kunne der være to grunde. Enten fordi det ikke solgte tilstrækkeligt. Eller også fordi det modsatte er tilfældet.

”Salget har vist, at det er meget populære tiltag over for forbrugerne. Og vi er i SAS stærkt interesseret i at udsende positive signaler netop nu. Derfor forlænger vi,” siger global salgsdirektør Elisabeth Milton Hemmingsen til standby.dk.