SAS fyrer yderligere 200

Først sagde SAS, at 800 administrative medarbejdere i Danmark, Norge og Sverige skulle opsiges. Nu er tallet steget til 1.000.

SAS-ledelsen oplyste i torsdags flyselskabets tillidsfolk om de yderligere fyringer, men det blev først officielt i lørdags, da den norske avis Dagens Næringsliv bragte nyheden. Informationschef i SAS Norge, Knut Morten Johansen, bekræftede at ca. 200 ekstra administrative stillinger end hidtil antaget nedlægges.

De 200 ekstra fyringer rammer også SAS i Danmark, siger SAS’ pressechef, Trine Kromann-Mikkelsen, til Ritzau. Hun har ikke noget bud på, hvor mange der berøres i Danmark.

SAS har tidligere meldt, at selskabets administration samles i Sverige og derfor skæres ned til et minimum i Norge og Danmark.