
Efter flere år med underskud og defensiv indstilling til langruterne, som er toppen af et virkelig internationalt flyselskab, har SAS igen plus på den del af virksomheden. Første halvår giver overskud, og derfor har man styrke til at gå videre og satse på en rute fra København til Shanghai, selv om den kommer haltende i gang med mere end et halvt års forsinkelse til foråret.
”Vi er åbne for mulighederne, men vi kommer aldrig til at sætte nye ruter i gang, hvis vi på forhånd kan se, at der ikke er økonomisk balance. Netop nu går det godt, især til USA med New York, Chicago og Washington, mens ruten fra København til Tokyo kun har godt 60 procent belægning efter naturkatastrofen, ” siger koncernchef Rickard Gustafson.
SAS regner med, at Japan vil genvinde styrken i løbet af efteråret og gå op på ca. 80 procent belægning. Langruterne, hvoraf de fleste går fra København, udgør nu 20 procent af produktionen i SAS.

STANDBY.DK Nyt om rejser

