SAS hjalp gæster fra Roskilde Festival

Ansatte fra SAS prøver ’overlevelsesdragter’ til deltagere i Roskilde Festivalen.

TURISME: SAS var ved afslutningen af årets Roskilde Festival klar med 1.000 overtræksdragter og overtrækssko til sine passagerer efter en god gang mudderfest.

Mudrede svenskere og nordmænd på flysæderne står ikke står højest på ønskelisten hos SAS. Det imødekommer SAS på en helt særlig måde.

”Vi tilbyder omkring 1.000 overtræksdragter og overtræksfutter til festivalgæster, som flyver til Norge og Sverige, men også Tyskland og andre steder i Europa,” siger Mariam Skovfoged, pressechef hos SAS i Danmark til TV2.dk

”Festivalgæsterne har mulighed for at få noget overtrækstøj på, så de slipper for noget af det våde tøj, og vi får ikke flysæder fyldt med mudder,” siger hun.

Overtræksskoene er også til, at festivalgæsterne ikke glider rundt i Københavns Lufthavn på grund af mudderet.

Ifølge SAS har de mudrede passagerer tidligere taget imod de ekstra gevandter, skriver TV2.

”Vores passagerer bliver glade og griner, når de modtager futterne og dragten. Det ser også lidt sjovt ud, når så mange passagerer render rundt i dragterne på én gang,” fortæller Mariam Skovfoged.

Ifølge TV2 havde årets Roskilde Festival 130.000 gæster. Det var den 47. Den første var i 1971. Gennemsnitsalderen var i år 24 år.