SAS i åben kamp med Ryanair

2019/08/defaultmain.jpgLUFTFART: Denne gang har det affødt et brev til transportministeren om lønninger i lavprisselskaber, som har kabinepersonale for helt ned til 10.000 kr. om måneden. Det kan blive en trussel for SAS, men også Norwegian er nævnt i den forbindelse.

Billetter til lavpris, piloter til lavpris, kabinepersonale til lavpris. Sådan er hverdagen for mange lavprisselskaber med Ryanair i front. Det har nu fået SAS til at reagere, skriver Jyllands Posten i dag i en meget udtømmende artikel om problematikken, og hvorfor SAS reagerer med et brev til transportministeren.

I brevet skriver SAS ifølge bladet: ”Muligheden for i fremtiden at drive dansk forankret luftfart vil være alvorligt truet, hvis konkurrenter med baser og medarbejdere i Danmark kan drives efter de nye spilleregler”.

Koncerndirektør Flemming Jensen fra SAS uddyber bl.a. med denne bemærkning: ”Det vil blive sværere at klare sig i konkurrencen, hvis der breder sig nogle modeller, som SAS ikke ønsker og ikke har muligheder for at være med i.”

Han får fuld opbakning fra pilotforeningens formand, Lars Bjørking, og formand for kabinepersonalet Helge Thuesen.

Det er primært systemet med vikarbureauer placeret i udlandet, der øger problemet samt udenlandske lave skatteprocenter. Ryanair har kabinepersonale til 10.000 kr. om måneden. Norwegian er på vej mod noget lignende.

Ryanairs svar til avisen er som forventet og lyder bl.a.: ”SAS prøver at aflede opmærksomheden fra selskabets forfejlede forretningsmodel, som har ført til lavere lønninger.”