SAS klar til San Francisco

2019/08/defaultmain.jpgRUTEÅBNING: Efter fire år væk fra USA’s vestkyst vender SAS i dag tilbage med åbningen fra København til San Francisco. Og SAS’ overvejer endnu en rute til USA.

Når SAS’ første afgang til San Francisco – SK 935 – efter planen afgår kl. 12.35 i dag, er det også en tilbagevenden til USA’s vestkyst. Den forlod SAS i 2009 med lukningen mellem Seattle og København. SAS har tidligere fløjet til Los Angeles – som også var i spil, sammen med Seattle, for SAS’ comeback til vestkysten.

San Francisco blev valgt, fordi der kan sælges flere business class-billetter – og fordi Star Alliance-partneren, United, har et betydeligt hub i netop San Francisco til passagerer, der skal videre. SAS får seks flyvninger om ugen mellem København og San Francisco.

Der er årligt ca. 210.000 skandinaviske besøgende i Californien, hvoraf de 90.000 lander i San Francisco. Beregninger fra Københavns Lufthavn siger, at SAS’ nye langrute vil have ca. 125.000 årlige passagerer. Heraf vil hele 80 pct. være ”nye” passagerer, der ellers ikke ville være fløjet til San Francisco – mens de resterende 20 pct. vil flyve med SAS frem for andre flyselskaber.

På premiereflyet i dag fra Københavns Lufthavn har SAS ca. 50 indbudte gæster. Fra SAS deltager bl.a. koncernchef Rickard Gustafson – ellers tæller listen over indbudte f.eks. direktører fra rejsebureauer som American Express Business Travel, BCD Travel, HRG, Via Egencia, travel managers fra bl.a. FL Schmidt, Grundfos, Velux, plus presse.

Ved ankomsten er der stor velkomst i San Franciscos lufthavn, hvor bl.a. turistcheferne for San Francisco og Californien byder velkommen. San Francisco og Californien repræsenteres i øvrigt i Norden af det danske GSA-bureau, Atlantic Link.

De morgenfriske kan tirsdag morgen tage en løbetur med bl.a. Rickard Gustafson. Senere på formiddagen er der præsentation af SAS samt de skandinaviske lande, fulgt af sejltur på San Francisco Bay og om aftenen kommer den officielle indvielsesmiddag. Onsdagen byder på besøg i Googles hovedkvarter samt en vingård, hvor der er middag. Torsdag eftermiddag går det atter hjem til Københavns Lufthavn.

SAS’ næste langrute kan i øvrigt blive oliebyen Houston i Texas. ”Der er ikke taget nogen beslutning om Houston eller andre nye langruter. Men SAS er i dialog med storkunder i Skandinavien, fra bl.a. oliebranchen, om der er potentiale i at åbne på Houston,” siger SAS’ driftsdirektør, Flemming Jensen, til standby.dk og tilføjer:

”Vi har før kigget på Houston ligesom vi kigger på andre nye langrute-destinationer. Som det er nu, har vi dog ingen ledige langrutefly til at åbne nye ruter.”