SAS regner med samarbejde om ny Kina-rute

Det bliver i familien, og det kan gå begge veje, når Air China til juni starter på ruten mellem København og Beijing og på den måde øger udbuddet af trafikken væsentligt og enten bliver konkurrent eller samarbejdspartner med SAS’ direkte afgange på ruten.

”Vi regner med begge dele, og det vil da være naturligt, at der bliver en code share aftale, som der nu skal forhandles om, ” siger marketingdirektør i SAS Per Møller Jensen til takeoff.dk. Begge selskaber er medlem af Star Alliance.

Air China vil beflyve ruten med Airbus A 330, ligesom SAS og dermed forøges antal pladser med ca. 50 procent på ugebasis.
Døren til Kina åbnes på den måde betydeligt, da SAS starter ruten København – Shanghai til marts.

Rejsebureauerne venter øget trafik både for erhvervslivet og på turistfronten, ligesom der er forventning om at mere af den erhvervstrafik, som i dag går via knudepunkter som London, Frankfurt og Paris, vil tage den direkte vej.

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen