SAS resultat gav aktiehop

sasI et hårdt konkurrencemarked overrasker SAS med et flot kvartalsresultat, og allerede efter et kvarter var aktien steget med en halv snes procent. Alt går efter planen med undtagelse af salget af handlingsselskabet.

Kort efter, at SAS havde offentliggjort et uventet godt kvartalsresultat, strøg en ellers vingeskudt aktie op med næste 10 procent, for derefter at falde en anelse tilbage her ved frokosttid, men ingen tvivl om, at både analytikere og aktionærer blev positivt overrasket.

Sommeren har altid været et stærkt aktiv for SAS, dog med juli som undtagelse på grund af manglende erhvervstrafik, men i år har det været anderledes på grund af 32 nye ruter, hvoraf mange går til feriedestinationer.

Resultatet for perioden maj-juli blev før skat 1.120 mio. sv. kr. mod 726 mio. sidste år. Nettoresultatet endte på 844 mio. kr. mod 534 i fjor.

Ser man på hele perioden fra november til juli, altså ni måneder er resultatet nu også vendt til et plus efter en svag start på vinteren. Resultat før skat er her 229 mio. kr. mod et minus på 788 mio. kr. sidste år.

Alt ser ud til at gå efter planen med undtagelse af salget til Swissport af handlingsselskabet. Her er der kommet kludder i forløbet, som betyder, at SAS inden årets udgang vil komme med en ny udmelding. Der er dog umiddelbart ikke noget, der tyder på, at andet end tidsplanen forskydes.