SAS riser og roser Københavns Lufthavn

sas fly lufthavnFLYSELSKABER: Københavns Lufthavn har Nordens højeste afgiftsniveau – men er samtidig den hovedstadslufthavn der er bedst til at samarbejde med storkunden SAS, siger topchef i flyselskabet. Avinor, der driver 46 norske lufthavne, skal spare milliardbeløb. 

Københavns Lufthavns afgiftsniveau er 20-25 pct. højere end hvad SAS betaler i Oslo Lufthavn, som er næst dyrest. Herefter følger Stockholm og Helsinki.

Det siger koncerndirektør med ansvaret for den kommercielle virksomhed i SAS, Eivind Roald, til den norske hjemmeside E24.no

Udtalelserne falder i forbindelse med, at den statsejede norske virksomhed Avinor, der står for driften af 46 norske lufthavne, herunder Oslo Gardermoen, netop har oplyst om omfattende spare- og effektiviseringsplan. Frem til 2018 vil Avinor barbere 1,5 milliarder norske kroner af sine omkostninger.

De to største flyselskaber på det norske marked, SAS og Norwegian, er glade for besparelserne og håber de vil resultere i et lavere afgiftsniveau i de norske lufthavne.

SAS’ Eivind Roald roser dog Københavns Lufthavn for at være bedste lufthavn til at samarbejde med flyselskaberne.

”Vi lægger ikke skjul på at vi oplever at Københavns Lufthavn er mest kundeorienteret og bedst til at tilrettelægge. SAS er lufthavnens største kunde og det værdsætter Københavns Lufthavn – samme holdning ser vi ikke i Sverige og Norge på samme måde, selv om det er blevet bedre,” siger Eivind Roald og tilføjer:
”Vi burde have en lufthavnsaktør i Norge som tilrettelægger driften af lufthavne på sådan måde, at det giver SAS mulighed for at kunne investere mere.”

Om Avinors kommende spare- og effektiviseringsrunde i Norge siger Eivind Roald:

”Vi forventer at afgifterne reduceres så vi har mulighed til at investere. Det hænger ikke sammen at myndighederne malker flyindustrien og passagererne, og så sprøjter pengene ind andre steder i samfundet.”

Sidste år havde Avinor 3,6 milliarder norske kroner i overskud ud af en omsætning på 10,6 milliarder kr.