SAS sælger ikke godt nok

SAS-kabinepersonale.jpgLUFTFART: Når 37 procent af stolene stod tomme på flyene i januar, passagertallet faldt og gennemsnitsindtægten faldt med ca. 7 procent, så er det simpelthen ikke godt nok. Selv om udviklingen var ventet på grund af hård konkurrence.

Af Ejvind Olesen

Der er ikke noget galt med produktionen i SAS, men der er noget galt med salget. Mens andre selskaber får flere passagerer, får SAS færre. Ikke noget drastisk fald ganske vist. Gennemsnitsbelægningen falder, og indtægten per sæde falder. Det samme gør den reelle måleenhed PASK. De to sidstnævnte tal er fra december, men i følge selskabets trafikrapport fra i går bliver det ikke bedre i januar.

Det nytter så lidt, at antallet af passagerer steg med fem procent i Sverige og Norge, og den interkontinentale trafik med 2,9 procent (heraf 16 procent til USA, fordi man samme måned sidste slet ikke fløj til San Francisco), når det samlede resultat er et minus. Så må det står galt til andre steder, selv om der immervæk var 1,7 mio. passagerer, som fløj med selskabet i januar.

Men en gennemsnitsbelægning på flyene i januar så lavt som 63,6 procent kræver altså en virkelig god pris på solgte billetter for at hale et pænt økonomisk resultat hjem. Et mersalg af de mange tomme stole til bare en nogenlunde hæderlig pris ville være guf for økonomien.

Præsident Rickard Gustafsson sagde allerede ved aflægning af årsregnskabet, som sluttede med udgangen af oktober, at 1. kvartal ville blive en barsk omgang i det nye år. Januar var sidste måned i det pågældende kvartal, og det ser ud til at han fik ret. Derfor tyder noget på, at SAS nu må gøre noget alvorligt for at øge salget – de mange gode tiltag ufortalt.

Aktionærerne gik ikke i koma over resultatet, men handlede aktien op med et par procent i løbet af torsdagen.