SAS sænker priser på dansk indenrigs

LUFTFART: Med kampagnepriser fra 399 kr. gør SAS det billigere at flyve indenrigs i Danmark – som led i ny indenrigskampagne. I Tyskland indsætter Lufthansa jumbojet B747på indenrigsrute.

Det bliver billigere at flyve til Jylland eller fra Jylland til København. SAS har nedsat billetpriserne, så man nu kan købe en billet fra 399 kr. fra Københavns Lufthavn til Aalborg, Aarhus eller Billund.

”Vi har nedsat indenrigspriserne for at gøre opmærksom på, at man kan vælge flyet, hvis man skal tværs over landet,” siger Mariam Skovfoged, pressechef i SAS Danmark.

Prisnedsættelsen er del af kampagnen ’Danmarks Lufthavne,’ hvor SAS med Københavns Lufthavne og seks andre danske lufthavne og en række andre flyselskaber vil vise, at flyrejser er et alternativ til de nuværende transportformer.

SAS flyver mest

Det danske rutenet består af over 600 indenrigsfly om ugen, hvor SAS står for størstedelen. SAS flyver til og fra Billund, Aarhus, Aalborg og København. SAS har 69 pct. af alle flyvninger på disse ruter.

Normalt begynder priserne på 499 kr. for en envejs-billet. De billigere billetter sælges til 22. oktober med rejseperiode fra 15. november til 31. marts næste år.

Lufthansa indsætter jumbojet på indenrigsrute

Apropos indenrigsruter: fra 1. november indsætter Lufthansa en Boeing 747-400 jumbojet mellem Frankfurt og Berlin Tegel pga. øget efterspørgsel – muligvis også pga. Air Berlins snarligt forventede konkurs.

Der kommer mindst 60 B747-flyvninger på ruten, der har en flyvetid på blot 45 minutter, oplyser Lufthansa. Flyene får 67 sæder på business class og 304 på premium economy eller blot economy.