SAS-salg betyder ikke færre ruter

Der er ingen grund til, at danskerne frygter et voldsomt indhug i SAS ‘ udbud af flyruter, hvis Lufthansa overtager det skandinaviske flyselskab. Det vurderer både konkurrerende flyselskaber, aktieanalytikere og SAS selv. Det skriver Berlingske Tidende i dag.

 

Meldingerne kommer efter, at Jyllands-Posten i går omtalte en rapport, som Cowi udarbejdede for SAS i 2004. Rapporten konkluderede, at hvis SAS blev solgt til et andet flyselskab, så ville Københavns rolle som knudepunkt for oversøiske flyvninger noget nær forsvinde, ruterne i Europa ville blive barberet og konkurrencen ville aftage med stigende billetpriser til følge. I alt ville overtagelsen påføre det danske samfund et tab på over 700 millioner kroner.

 

»Med den konkurrencesituation, der er på markedet i dag, vil andre og mere omkostningslette selskaber kunne gå ind og åbne ruter, hvis SAS åbner nogle huller. Så jeg forudser ikke den store nedtur for rutenettet i København. Selvfølgelig vil der på den korte bane gå lidt tid, før konkurrenterne opruster, men ser vi længere frem, så er der så mange fly parkeret, der nok skulle komme i spil. Jeg tror ikke, man skal være så bekymret,« siger senioranalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank.

 

En lovændring i april i år gør vilkårene mærkbart anderledes, end da rapporten kom i 2004. Det drejer sig om den såkaldte Open Skies-aftale, der betyder, at flyselskaber siden foråret har måttet åbne ruter mellem tredjelande. For eksempel har engelske British Airways fået lov til at flyve mellem Paris og New York. Dermed er det muligt for andre flyselskaber at overtage de oversøiske ruter, SAS måtte lukke ned.

Skrevet af Hanne Aaen Lassen