FLYSELSKABER: I dag lander SAS i London Heathrows ombyggede Terminal 2; her samles Star Alliance-medlemmerne, der udgør ca. 25 pct. af trafikken i lufthavnen. SAS har 136 ugentlige fly til Heathrow, heraf seks på hverdage fra København.
Terminal 2, Queen’s Terminal, begyndte fra juni i år som nyt hjemsted for 23 af de 28 medlemmer af Star Alliance, der flyver til lufthavnen. I dag har SAS housewarming.
”Vi er glade for at kunne tilbyde fordelene i den nye avancerede terminal. Vores rejsende får enklere veje gennem check-in og sikkerhedsområder. I T2 har vi de nyeste check-in løsninger og stort udvalg af butikker og restauranter,” siger direktør for produktudvikling i SAS, Snorre Andresen. SAS har hidtil brugt Terminal 3 i Heathrow.
I dag, den første i den nye terminal, har SAS 21 afgange og 21 ankomster til og fra København, Stockholm, Gøteborg, Oslo og Stavanger med ca. 4.000 passagerer. SAS-afgangen SK500 letter som den første kl. 06.40 mod København.
SAS har 136 ugentlige fly fra Heathrow til Skandinavien. Der er op til seks daglige afgange til og fra København, fem fra Oslo, seks fra Stockholm samt to fra Gøteborg og Stavanger.
De 23 Star-medlemmer, der flyver til Heathrow, er: græske Aegean Airlines, Air Canada, Air China, Air New Zealand, japanske ANA, Asiana Airlines fra Sydkorea, Austrian, sydamerikanske Avianca, Brussels Airlines, Croatia Airlines, Egyptair, Ethiopian Airlines, EVA Air fra Taiwan, LOT Polish Airlines, Lufthansa, SAS, Singapore Airlines, South African Airways, Swiss, TAP Portugal, Turkish Airlines, Thai Airways og amerikanske United.
Samlet har Star Alliance-selskaberne over 121 fly om dagen til 45 destinationer i 25 lande fra Heathrow.
Star-selskaberne har årligt 12 mio. passagerer i London Heathrow. Terminal2 er bygget til 20 mio. rejsende om året og skal bl.a. også huse Aer Lingus og Virgin Atlantic.
Star Alliance siger, at et mål med at samle sig i den fælles terminal er at få nedbragt transfertiden i Heathrow fra de nuværende 90 minutter til blot 45.
Ombygningen af T2 har kostet ca. 25 milliarder kr.