SAS stadig interesseret i Estonian Air

SAS er stadig interesseret i det baltiske marked for flytrafik, og den skandinaviske carrier går nu målrettet efter at opnå aktiemajoriteten i estiske Estonian Air. Meldingen kommer til baltiske medier efter at SAS i sidste uge officielt satte sin 47 % store aktiepost i lettiske airBaltic til salg, angiveligt fordi SAS har opgivet at kunne få aktiemajoriteten i dette flyselskab.

Chef for Investor Relations i SAS, Sture Stolen, sagde fredag til baltiske nyhedsbureauer, at strategien stadig er klar, at man vil være majoritetsaktionær i Estonian Air, men at udfaldet reelt afhænger af den estiske regering. SAS har 49 % af aktierne i det estiske flyselskab, mens den estiske regering har 34 %. De sidste 17 % af aktierne ejes af investeringsbanken Cresco.

Sammenlignet med airBaltic er Estonian Air en forholdsvis beskeden aktør på det samlede baltiske marked for flytrafik. Det estiske flyselskabs flåde består for øjeblikket af otte fly, mens airBaltic, til sammenligning, har en flåde på op mod 50 fly.

Skrevet af Christian Peschardt