SAS tilbage i Billund

SAS åbnede mandag officielt den nye rute mellem Billund og København; ”tyvstarten” var søndag aften med et næsten fyldt fly fra København til Billund. Her fik børn på den nye rute Lego-figurer – det samme fik de ved mandagens første afgange fra Billund.

 

Billund-København ruten har været utrafikeret i over 100 dage, siden Cimber Sterlings krak 3. maj.

 

Genåbningen blev mandag også markeret i Legoland, hvor et SAS-fly ”landede” i miniaturemodellen af Billund Lufthavn.

 

Den nye SAS-rute, fløjet af Cimber A/S, betjenes fem gange på hverdage fra morgen til aften, to gange på lørdage og tre på søndage. I 2011 havde Billund-København 140.000 rejsende.

 

”SAS forventer, at ruten vil give virksomhederne og turismen i Billund og omegn et løft. Det handler om at give kunderne mulighed for at flyve ud i verden,” siger marketingchef i SAS Danmark, Robin Holmegaard Kristensen.

 

Den nye rute blev mandag formiddag officielt indviet af Billund Lufthavns adm. direktør, Kjeld Zacho Jørgensen. Over 2,7 millioner passagerer benytter årligt lufthavnen.

 

”Vi er stolte over den udvidelse, SAS har klar til de regionale danske lufthavne,” siger Per Møller Jensen, vice president EuroBonus og Marketing i SAS.

 

SAS’ næste Billund-rute, til Oslo, starter 3. september med en Boeing-737.

 

SAS’ planer for indenrigsflyvning indebærer også udvidelse på Aalborg og Aarhus. Fra Aarhus op til syv daglige tur-retur flyvninger og fra Aalborg ni. ”Vi øger med 34 afgange på begge ruter,” siger Per Møller Jensen.

 

Ved åbningen af den nye rute mandag gav SAS og Billund Lufthavn adgang til King Amlet lounge. Her var der kager, taler og klimt med Billund Lufthavns indvielsesklokke for nye ruter; markeret af lufthavnens direktør, Kjeld Zacho Jørgensen, der i sin tale sagde:

 

”Billund Lufthavn glæder sig over den nye rute og byder SAS meget velkommen tilbage.”

 

Marketingchef for SAS i Danmark, Robin Holmegaard Kristensen, sagde: ”Det er vigtigt for med stærk position på dansk indenrigs. Jeg kom over søndag aften og har set trafiktallene for ruten den kommende tid, det var lige ved at få mig til at ringe til SAS og sige at vi skal indsætte større fly.”

 

Blandt deltagerne i åbningsceremonien i Billund Lufthavn var Lego’s global travel manager, Mette Bank, der til takeoff.dk sagde, at et andet medie for nylig havde skåret Legos syn på unødvendigheden af den nye rute for skarpt. Til takeoff.dk sagde hun:

 

”Vi er rigtig glade for den nye rute. Lego støtter al udvikling af flyruter fra Billund. Vi er glade for, at indenrigsforbindelsen genoptages. At SAS kommer på ruten gør det ikke mindre interessant, da det åbner mange muligheder med Københavns Lufthavn som hub, men også via Frankfurt.”

 

Legos forventning til Billund–Københavns Lufthavn er mellem 500 – 800 returrejser årligt, siger Mette Bank.

 

Selve Legolands lufthavn åbnede i 2004 – selve Legoland åbnede i 1968. Legoland i Billund har årligt 1,7 mio. gæster.

Skrevet af Henrik Baumgarten