SAS venter ikke underskud i marts

På grund af den kommende aktieemission kom SAS i går med regnskab for årets første to måneder. Normalt sker det kun kvartalsvis. Resultatet blev som ventet og er indregnet i de udmeldinger SAS kom med i forbindelse med årsregnskabet.

 

Til gengæld kan man håbe, at det er sidste gang koncernchef Mats Jansson (foto) skal bruge den efterhånden tyndslidte plade: "2010 bliver et vældigt vanskeligt år for luftfartsindustrien."

 

Til det mere positive hører, at koncernchefen også sagde " at resultatet følger den plan, der er basis for vores aktieemission. Vi forventer stor set et nulresultat i marts, der er en bedre måned end januar og februar. Vi har også i februar for første gang i mange måneder haft en måned, hvor vi har haft flere passagerer end året før."

 

I de to vintermåneder har SAS næsten altid haft et minus, som så i gode år er hevet hjem med et plus på bundlinjen.

 

Om det også bliver tilfældet i år vil de nærmeste måneder kunne afgøre. Spareprogrammet Core SAS skrider frem efter planen, og nu er 55 procent nået af det samlede beløb på 7,8 mia. sv. kr.
Børsen i København tog godt imod meldingen fra SAS. Aktien steg med 1,4 procent.

 

Samtidig meddelte IATA sidst på dagen, at passagertrafikken blandt ruteselskaberne steg med ni procent i februar, og at man nu ser en lysning forude.

 

Skrevet af Ejvind Olesen