SAS: Vi vender tilbage til Bangkok

”Ruten mellem København og Bangkok bliver fremover en sæsonrute; vi lukker betjeningen i april næste år, men vender tilbage til Bangkok fra vinterprogrammet 2013. Men fra hvornår det bliver eller med hvor mange frekvenser, ved vi endnu ikke.”

 

Det sagde pressechef hos SAS i Danmark, Trine Kromann-Mikkelsen, onsdag til takeoff.dk – hun tilføjede:

”SAS vil få bedre økonomi ud af langruteflyene ved at bruge Bangkok-flyet om sommeren på den nye rute fra København til San Francisco samt forøgelsen mellem København og New York.”

 

SAS har ikke udsendt nogen presseinformation i forbindelse med sæsonlukningen af Bangkok-ruten.

 

En højtstående SAS-kilde bekræfter overfor takeoff.dk, at SAS vender tilbage til Bangkok fra vinterprogrammet næste år. Kilden kan ikke bekræfte oplysninger om, at det kun bliver fra december til marts 2014, altså den absolutte højsæson.

 

I forvejen flyver Star Alliance-partneren Thai Airways dagligt mellem Bangkok og København – Thai Airways har tidligere til takeoff.dk oplyst, at selskabet overvejer to daglige fly mellem de to hovedstæder.

Skrevet af Henrik Baumgarten