Scandic Grensen-hotellet i Oslo bliver næste år til Norges første Scandic Go-hotel. PR-foto: Scandic.

Scandic åbner første Go-økonomiklassehotel i Norge

Et af Scandics over 10 hoteller i Oslo ommøbleres til kædens første Scandic Go-hotel og forventes klar i første halvdel af næste år. Intet nyt om, hvornår Go-konceptet gør sit indtog i Danmark.

Det er det nuværende hotel Scandic Grensen med 96 værelser mellem kongeslottet og hovedbanegården i Oslo, Oslo Sentralstasjon, der i løbet af første halvår 2026 bliver til det første Scandic Go-hotel i Norge. Inden da skal hotellet opgraderes og tilpasses Go-konceptet.

Scandic Hotels Group har tidligere oplyst, at man planlægger omkring 50 Go-hoteller i Sverige, Norge, Finland og Danmark. Foreløbig er der kun to, begge i Stockholm, men der er ifølge Scandics hjemmeside planlagt Go-åbninger de kommende år i Finland: Helsinki, Oulu og Turku samt i Sverige i Gøteborg, Helsingborg, Jönköping og Umeå.

Scandic har tidligere til Standby.dk oplyst, at Go-konceptet også kommer til Danmark – men der er stadig intet nyt om, hvornår det sker.

Go-varemærket henvender sig til økonomiklassesegmentet, hvor Scandic vil være markedsledende i Norden, har kæden tidligere oplyst.

Scandic Go er rettet mod det hurtigt voksende segment af hotelgæster, der ønsker at rejse økonomisk og overnatte i smarte indkvarteringsløsninger i attraktive byområder. I Norden udgør lavprissegmentet i dag fem procent af det totale hotelmarked, mens det i snit i resten af Europa er 15 procent, lød det fra Scandic

Kombinerer design, selvbetjening og pris
I en pressemeddelelse om det kommende første norske Scandic Go, skriver kæden, at Go-konceptet kombinerer smart design, smidig selvbetjening og en attraktiv pris.

Jens Mathiesen, Scandics danske koncernchef, siger i pressemeddelelsen:

”Norge er et af Scandics vigtigste markeder med stærk efterspørgsel og gode vækstmuligheder. At vi nu etablerer Norges første Scandic Go i hjertet af Oslo, er en vigtig milepæl for Scandic og vores vækststrategi. Det kommende Go-hotel understreger vores engagement i Norge og åbner døren for flere gæster, der vil opleve Oslo.”

Scandic-koncernen er Nordens største hotelkæde med foreløbig 280 hoteller med cirka 58.000 værelser i seks lande. Udover Danmark (der foreløbig har 27 Scandic-hotellere), er der også Scandic-hoteller i Norge, Sverige og Finland ligesom der er et Scandic-hotel i Polen samt flere i Tyskland.

Scandics loyalitetsprogram, Scandic Friends, har passeret tre millioner medlemmer.

 

Relaterede artikler:

56 ekstra hoteller: Scandic udvider i flere lande

Scandic Hotels: ”Vi er meget sultne efter vækst”

Scandic på vej mod 11 hoteller i Tyskland