Scandic hoteller i nyt eventsamarbejde

ScandicHOTELLER: Scandic-kæden har indgået et nyt eventsamarbejde med MCI Nordics, som er et af de største event- og konferencebureauer i verden.

Scandic hotellerne er de første i Norden til at indgå et samarbejde med MCI Nordics. Ifølge MCI Nordics er samarbejdet med netop Scandic indgået, fordi Scandic er en markedsledende hotelkæde, der tilbyder events og konferencer i en særlig klasse.

“Vi har valgt at samarbejde med Scandic, fordi de har et suverænt godt geografisk netværk og en erfaring i at arrangere events. Hos MCI arbejder vi, ligesom Scandic, med CSR, hvilket er en vigtig parameter for os, når vi vælger samarbejdspartnere,” siger Thomas Wüthrich, der er Regional Managing Director hos MCI Nordics til Breakingtravelnews.com.

“Vi glæder os til et længerevarende samarbejde med MCI. Sammen kan vi sikre, at vores kunder får den absolut bedste og mest komplette oplevelse,” siger Martin Creydt, Chief Operating Officer hos Scandic Hotels Group.

I hver nordisk hovedstad har Scandic i forvejen konferencefaciliteter, der kan rumme fra 200-2000 gæster.

MCI Nordics har ud over København også kontor i Göteborg og Stockholm, og beskæftiger sig hovedsageligt med kongresser og events.