Scandlines anden hybridfærge i drift

Den anden nye hybridfærge til ruten Gedser-Rostock, M/F Copenhagen, er sejlet fra det fynske værft Fayard. Skibet går i ordinær drift i dag, onsdag den 21. december.

Skibet har de seneste måneder gennemgået et omfattende testprogram, der nu er vel overstået. Efter velafsluttet prøvesejlads vendte M/F Copenhagen tilbage til Fayard A/S til de sidste tilpasninger og er nu altså i drift mellem Gedser og Rostock.

Fayard A/S CEO Thomas Andersen: ”Jeg er glad over, at Fayard og vores medarbejdere har kunnet løfte den store opgave og glæder mig meget over, at Scandlines nye hybridfærge kan forlade værftet som en smuk svane”.

Scandlines og MaK/Caterpillar har vurderet det nødvendigt at ombygge indsprøjtningssystemet i begge færgers motorer. De nye moduler leveres 1. januar 2017, hvorfor ombygningen bliver gennemført for begge færger i løbet af januar. I den måned afløser M/F Kronprins Frederik de to nye skibe på skift.