Scandlines får bøde for vildledende annonce

I foråret var der en fejl i en annonce fra Scandlines. Scandlines rettede fejlen, men fik henvendelse fra Forbrugerombudsmanden, om at annoncen var overtrædelse af markedsføringsloven, hvilket gav bøden.
Hverken pressemeddelelsen fra Scandlines om bøden eller Forbrugerombudsmandens hjemmeside oplyser bødens størrelse.

 

I marts 2010 indrykkede Scandlines annonce med tilbud på en returbillet med færgen til Tyskland. Desværre, siger Scandlines, var der fejl i annoncen, som ikke oplyste, at prisen kun gjaldt, hvis man tog frem og tilbage samme dag.

 

Scandlines konstaterede fejlen på indrykningsdagen og rettede øjeblikkeligt teksten til de fremtidige annoncer. Men Forbrugerombudsmanden meddelte, at annoncen var i strid med markedsføringslovens § 3 og § 9 og ikke gav tilstrækkelige oplysninger om tilbudsbetingelserne.

 
”Vi ærgrer os over fejlen og kan kun beklage svipseren. Jeg er imidlertid glad for, at vi selv havde rettet fejlen inden henvendelsen fra Forbrugerombudsmanden,” siger Scandlines’ marketingchef, Christian Høngaard.

 
Efter den seneste stramning af markedsføringsloven sanktioneres en overtrædelse af reglerne med bøde.

 

Scandlines er et af Europas største rederier. Dets kerneforretning er befordring af personer og varer mellem Danmark, Tyskland og Sverige samt til de baltiske lande og Finland. Scandlines transporterer årligt 13 mio. passagerer, 3 mio. personbiler samt 750.000 lastbiler.

 

Skrevet af redaktionen