Scandlines med to hybridfærger på Gedser-Rostock

Foto: Lars Sørensen.

Søndag indsatte Scandlines sine to nye hybridfærger M/F Berlin og M/F Copenhagen i ordinær drift på ruten Gedser-Rostock.

Færgerne blev oprindeligt udviklet med kombineret dieselmekanisk og dieselelektrisk fremdrift. I forbindelse med færdiggørelsen på det fynske værft Fayard A/S blev der installeret en batteripakke, så skibene i dag sejler som hybridfærger. Siden afleveringen har der været planlagt et mindre værftsophold for at færdiggøre de tekniske installationer. Det er nu slut, og de to færger gik søndag aften i ordinær drift på ruten Gedser-Rostock.

De to nye færger drives af Scandlines hybridsystem, der kombinerer brugen af dieselgenerator og batteriinstallation. Hybridsystemet sørger for, at dieselmotoren udnytter brændstoffet mere effektivt samtidig med, at der er en redundant strømforsyning, hvis en dieselmotor skulle stoppe utilsigtet. Sammen med andre optimeringer er færgernes brændstofforbrug reduceret til næsten en tredjedel pr overfart pr bil sammenlignet med de hidtidige færger på ruten.

De nye færger har også et røgrensningsanlæg, der vasker mindst 90% af svovl og partikler ud af færgens udstødning og sender i stedet vanddampe op af skorstenen.

Med en ydelse på 18.000 kW sejler færgerne op til 22 knob (cirka 41 km/t), og de 48,9 km mellem Gedser og Rostock tilbagelægges på 1 time og 45 minutter.

Hver af de nye færger har plads til 460 personbiler eller 96 lastbiler, og kapaciteten er dermed mere end fordoblet. Der er nu op til 21 daglige afgange.