Scandlines prøver igen med nye færger

Prins Joachim.

Scandlines vil de kommende måneder bede værfter i Europa og Asien byde på rederiets to nye færger til Gedser-Rostock. Scandlines vil ikke have de to bestilte og meget forsinkede færger fra et tysk værft.

De nye færger skal være klar til drift i sommeren 2015.

”Scandlines vil aldrig overtage de to færger ”Berlin” og ”Copenhagen” fra værftet P + S Werften i Stralsund – selv om de er hhv. 90 pct. og 50 pct. færdige,” siger Søren Poulsgaard Jensen, adm. direktør i Scandlines til Sjöfartstidningen. Han tilføjer:

”Uafhængig forskning viser, at færgerne vejer omkring 1.200 tons for meget, og alle løsninger i forsøget på at reducere vægten har vist sig at være både dyrt og på kanten af, hvad der er teknisk muligt, så vi opsagde kontrakten med P + S Werften og fik vores penge tilbage.”

De to færger blev bygget på værftet i nordtyske Stralsund og er dobbelt så store som de nuværende, ældre færger på Gedser-Rostock, Kronprins Frederik og Prins Joachim – men Scandlines arbejder på et projekt med mindre færger.

”Jeg vil virkelig hellere have dem i en størrelse på mellem 50 procent og 75 procent ekstra i forhold til de gamle færger, men nu må vi se, hvor vi ender,” siger Søren Poulsgaard Jensen.

Årsagen til at de to færger blev for tunge er en række fejl under bygningen. Af en ukendt grund valgte værftet at installere 7 mm rør i færgen i stedet for de angivne 5 mm rør. Man brugte også tykkere stål end angivet. Disse “fejl” blev skjult af den tidligere ledelse af værftet og først opdaget, da færgen Berlin var næsten færdig, og det var muligt at beregne vægten af skibet.

”De to skibe er fine færger, men de kan ikke bruges på vores overfart, fordi Gedser har begrænset vanddybde,” siger Søren Poulsgaard Jensen.

Scandlines har tre passagerruter, ud over Gedser-Rostock også Rødby-Puttgarden og Helsingør-Helsingborg. I 2011 transporterede rederiet 11,5 mio. passagerer, 2,6 mio. personbiler og 640.000 lastbiler på sine ruter.

Scandlines er i øvrigt sat til salg af sine ejere, de to investeringsfonde 3i med hovedkontor i London og Allianz Capital Partners fra München.