Fra årsskiftet er både Bulgarien og Rumænien fuldgyldige medlemmer af Schengen-samarbejdet. Det tæller dermed 29 lande med 450 millioner indbyggere: 25 EU-lande og fire associerede.
De to østeuropæiske lande Bulgarien og Rumænien har siden 2007 været medlem af EU, men kobles først nu på Schengen-samarbejdet, der i princippet tillader pasfri-bevægelighed mellem landene. Derfor er det alligevel en god ide at medbringe sit pas når grænser mellem i dette tilfælde Schengen-lande skal passeres.
De nu 29 Schengen-lande består af 25 EU-lande: nævnt alfabetisk: Belgien, Bulgarien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.
Hertil kommer fire ikke-medlemmer af EU: nemlig Island, Liechtenstein, Norge og Schweiz. Storbritannien, der ikke mere er EU-medlem, har aldrig været med i Schengen-samarbejdet.
I første omgang fik Bulgarien og Rumænien tidligere i år et foreløbigt medlemskab af Schengen-samarbejdet. Til at begynde med skulle tilrejsende fra andre Schengen-lande efter den 31. marts i år ikke mere vise pas ved ankomst til Bulgarien og Rumænien med fly, krydstogtskib, flodkrydstogtskibe samt færgeforbindelser.
Men der skulle fortsat vises ID, for eksempel pas, ved rejser ind og ud af Bulgarien og Rumænien med bil, bus, tog og så videre. Flere eksisterende EU- og Schengen-lande frygtede at i princippet åbne landegrænser til og fra Bulgarien og Rumænien, ville resultere i en al for stor tilstrømning af borgere fra andre lande til de øvrige europæiske Schengen-lande.
Nu er der åbent
Men, skriver Euronews, efter den sidste modstand fra navnlig Frankrig, Tyskland og Østrig er ryddet af vejen, kan der nu åbnes endnu mere for Bulgarien og Rumænien, som dermed kommer fuldgyldigt med i Schengen-samarbejdet.
Selv om Bulgarien og Rumænien fra årsskiftet kommer med i Schengen-samarbejdet, vil der i mindst et halvt år være paskontrol ved landegrænser mellem Ungarn og Rumænien samt mellem de to nye lande, Bulgarien og Rumænien. Men ikke mere ved ruteflyvninger fra Bulgarien og Rumænien til de øvrige Schengen-lande, skriver Euronews.
Det seneste land til at komme med i Schengen-samarbejdet var Kroatien i 2022. Hvert år er der i snit 1,2 milliarder rejsende mellem Schengen-landene – eller i snit 3,5 millioner hver dag.
Borgerne i de nu 29 lande i Schengen-samarbejdet kan frit og i princippet uden at skulle vise pas rejse mellem medlemslandene. Det samme gælder andre landes statsborgere, når de først er i et Schengen-land. De må være i Schengen-landene i 90 til 180 dage, afhængig af, hvilke aftaler deres respektive lande har med Schengen-landene.
Selve Schengen-zonen blev skabt i 1995. Aftalen blev underskrevet i Schengen, en lille landsby i Luxembourg ved grænsen til Tyskland og Frankrig. Danmark har siden 2001 været med i Schengen-zonen.
Relaterede artikler:
Billig øl er med til at trække turister til Bulgarien