Gæster med usynlige handicap kan fremover bære “Solsikkesnoren” for at signalere behov for tålmodighed eller hjælp hos Sønderjyllands største turistattraktion, Universe Science Park på Als.
Universe Science Park vil inkludere personer med usynlige handicap ved hjælp af Solsikkesnoren.
Gæster hos Universe Science Park kan fra 9. april bære Solsikkesnoren, hvis de ønsker at signalere til medarbejdere og øvrige gæster, at der kan være behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp, hedder det i en pressemeddelelse.
For personer med usynlige handicap, som for eksempel hjerneskade, ADHD, angst, PTSD, autisme, alzheimers og så videre kan det være stressende eller belastende at være i ukendte omgivelser, og det kan være ekstra svært, hvis man samtidig skal forklare sine udfordringer for at skabe forståelse.
Jonas Juhl Luttermann, driftschef i Universe Science Park, siger i pressemeddelelsen:
”At bære Solsikken hos os håber vi vil give tryghed for de familier, hvor usynlige handicap fylder i hverdagen og måske indimellem står i vejen for, at man tør træffe beslutningen om at tage af sted. Vi ønsker at være både inkluderende og tilgængelige, så det er helt naturligt for os at gå med i Solsikkeprogrammet.”
Træner medarbejderne
Universe Science Park tilslutter sig Solsikkeprogrammet, hvilket betyder, at oplevelsesparken træner medarbejderne så de ved, hvad et usynligt handicap er, hvad Solsikkesnoren betyder, og hvordan man bedst møder en person, der bærer Solsikkesnoren.
Solsikkesnoren kan frivilligt bæres, når man ønsker at gøre sit usynlige handicap synligt. Det giver ingen fordele at bære Solsikkesnoren. Man viser blot andre, at man kan have behov for ekstra hensyn.
Centerchef i Videnscenter om Handicap, Dorte Nørregaard, siger: ”Med deres indtræden i Solsikkeprogrammet sender Universe Science Park et signal om inklusion og tilgængelighed. Det skaber tryghed, når en attraktion som Universe Science Park tydeligt signalerer, at man er velkommen, også selvom man kan have behov for ekstra tid, tålmodighed eller hjælp.”
140.000 årlige gæster
Universe Science Park har årligt over 140.000 gæster, hvor af de cirka ti procent er skolebesøg. Universe var i 2020 den mest besøgte turistattraktion i Destination Sønderjylland (kommunerne: Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Tønder)
Universe Science Park er en naturvidenskabelig oplevelsespark ved Nordborg på Als, hvor børn og voksne leger sig til mere interesse for videnskab og teknologi.
Oplevelsesparken er fyldt med oplevelser der involverer og underholder indenfor temaerne: Science, Technology, Engineering og Math (STEM).
Relaterede artikler:
Færgerute får ”Solsikkesnoren” til usynlige handicap
Lufthavne hjælper passagerer med skjulte handicap