South African Airways øger sit rutenet

South African Airways (SAA) forøger nu sit netværk i Afrika og introducerer en række forbedringer. Der kommer flere afgange på en række eksisterende destinationer samt nye eller opgraderede fly på bestemte ruter.

 

Fra 25. februar indsætter SAA to ekstra ugentlige flyvninger fra Johannesburg til Zambias hovedstad, Lusaka.

 

Som led i foryngelsesprocessen af sin flyflåde, modtager SAA i denne tid 22 fabriksnye Airbus A320 til de afrikanske ruter samt indenrigsflyvning i Sydafrika – landet er ca. på størrelse med Vesttyskland og Frankrig. På en række af de mest passagertunge ruter – såvel indenrigs i Sydafrika – som til destinationer i andre afrikanske lande bruger SAA også store Airbus 330 og Airbus 340.

 

Den første af de nye Airbus 320’ere indsættes 24. februar mellem Johannesburg og den sydafrikanske havneby Durban.

 

SAA ændrer også den kommende måneds tid afgangs- og ankomsttider fra Johannesburg til Mauritius (fra 1. marts), Nairobi i Kenya fra 18. marts samt Accra i Ghana fra 25. marts. Med ændringerne kan SAA tilbyde kortere ventetider for passagerer, der ankommer til Johannesburg med selskabets langruter fra Europa.

 

Det sydafrikanske flyselskab har 35 ugentlige fly fra London Heathrow, Frankfurt og München.

 

Fra 18. marts indsætter SAA på fredage en af sine store Airbus 330’ere ind mellem Johannesburg og Harare i Zimbabwe. Samme type bruges også fra samme dato på flere daglige flyvninger mellem Johannesburg og Cape Town.

 

SAA’s nyeste ruter fra Johannesburg tæller Kigali i Rwanda, Bujumbura i Burundi samt, lidt længere væk, Beijing.

 

I alt betjener South African Airways 31 destinationer i Afrika og har 16 indenrigsruter i det store land, der årligt besøges af ca. 30.000 danskere.

 

South African Airways har 35 ugentlige flyvninger fra Europa til Johannesburg og Cape Town. Ca. 30.000 danskere besøger årligt Sydafrika – omkring 25 pct. flyver med South African Airways.

Skrevet af redaktionen