Spanien i fokus i Bella Center

Foto: Den spanske stats turistbureau.

Foto: Den spanske stats turistbureau.

REJSEMESSE: Ferie & Fritid sætter fokus på pilgrimsvandring og en række stande med relation til ruten. Derudover også spansk underholdning og gastronomi på udstillingen i januar.

Endelig ser det ud til, at Ferie & Fritid i Bella Center fra 17.- til 19. januar har fået noget af et gennembrud, hvad nye initiativer angår. I samarbejde med Den spanske Ambassade, Foreningen af Danske Santiago Pilgrimme og Det Spanske Turistkontor sætter man fokus på ferieoplevelser med pilgrimsvandring.

Ideen udbygges i det spanske ved, at den spanske ambassade på området ”Around the World”, som er et af stoppene på ruten i Bella Center, vil præsenterer forskellig spansk underholdning i løbet af udstillingen.

Turistkontoret for Spanien, som er det største blandt de udenlandske turistkontorer i Danmark, står bag en camino-fotoudstilling, og Speakers Corner er centrum for foredrag om ruten. Samtidig byder restauranten i Centrehallen på forskellige tapas-anretninger. Noget som er blevet lige så populært blandt danske turister i Spanien, som paellaen var i sin tid.

”Konceptet tager udgangspunkt i de europæiske pilgrimsruter, og de besøgende vil med et pilgrimspas i hånden kunne gå rundt på udstillingen og besøge en række stande med særlige pilgrimstilbud, ” fortæller arrangementschef Malina Lebrecht Hye.