Spanien øger markedsføring

spanien, Gran Vía loTURISME: Spanien vil næste år bruge 2,4 milliarder kr. på bl.a. at tiltrække besøgende til landet. Beløbet er en stigning på 2,8 pct. i forhold til budgettet i år. Alene den spanske hotel- og restaurationsbranche omsætter årligt for 120 milliarder euro.

I finansloven for næste år har den spanske stat afsat 323 mio. euro til koordinering og promovering af turisme. Alene det nationale turistråd, Turespaña, skal have 85 af de 323 mio. euro, en stigning i bevillingerne til Turespaña på 19,5 pct.

Pengene skal bl.a. bruges til at styrke konkurrencedygtigheden i turistselskaber og destinationer i Spanien, skriver nyhedsbrevet for Den spanske stats Turistbureau.

Hotel- og restaurationsbranchen i Spanien beskæftiger 1,4 mio og omsætter for 120 milliarder euro – svarende til 7,2 pct. af det spanske bruttonationalprodukt.

Direktøren for det spanske Horesta, Federación Española de Hostelería y Restauración (FEHR), Jose María Rubio, siger ifølge nyhedsbrevet: ”Turistklientellet har ændret sig og er i dag mere krævende. De ønsker mere for færre penge, de undersøger mulighederne mere og vil kun betale, hvad de synes er rimeligt, ligesom de er blevet mindre trofaste overfor f.eks. hoteller og restauranter. Vi må derfor tilpasse os, ændre forretningsgange og måden, vi markedsfører os på.”