35-årige Ignacio Jimenez er ny i spidsen for Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark. PR-foto.

Spanien skifter turistchef i Danmark

Ignacio Jimenez er ny direktør for Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark. Sidste år havde Spanien 1,1 million danske ankomster og var det rejseland med flest længere danske ophold.

Efter kun tre år som chef for Den Spanske Stats Turistbureau i Danmark, er Jose Luis Real Moreno blevet udskiftet. Den nye direktør, 35-årige Ignacio Jimenez, tiltrådte 1. september, men nyheden blev først officiel i dag via en pressemeddelelse.

I den står der blandt andet, at den nye turistchef skal sørge for, at Spanien fortsætter med at være ”danskernes foretrukne feriedestination, og så vil han arbejde for, at turismen til Spanien bliver mere bæredygtig og løfter et socialt ansvar.”

Danmarks Statistik opdeler danskernes udlandsrejser i korte og længere ophold med henholdsvis over og under fire overnatninger. Tyskland er samlet det rejseland med flest danske overnatninger, mens Spanien år efter år topper som landet med flest længere ophold.

”Vi skal gøre Spanien til den mest ønskede destination i verden og sørge for, at den spanske turistsektor er et benchmark for miljømæssig bæredygtighed, socialt ansvar og rentabilitet,” siger Ignacio Jimenez.

Skolet i international turisme
Ignacio Jimenez kommer ifølge pressemeddelelsen med en baggrund fra den spanske statsadministration og har en kandidatgrad som civilingeniør og i statsforvaltning.

I statsadministrationen startede han i finansministeriet og rykkede senere til Turespaña, ministeriet for industri, handel og turisme. Her har han været tilknyttet turismesektoren med fokus på turiststrømme og måling af bæredygtighed i turismen. ”Turisme er den vigtigste bidragsyder til den spanske eksport og holdbarheden i betalingsbalancen,” siger Ignacio Jimenez.

Spanien var også sidste år danskernes foretrukne feriedestination for rejser med mindst fire overnatninger. Sidste år gik næsten hver femte af danskernes længere ferierejse til Spanien. Blandt de danske rejsefavoritter var Gran Canaria, Costa del Sol i Andalusien, Mallorca og Barcelona.

I de seks første måneder af i år, udgjorde danskerne 1,5 procent af det samlede antal udenlandske ankomster til Spanien. Det svarer til 553.000 danske ankomster, 10 procent flere end samme periode i 2022. Tallene viser også, at næsten to ud af tre danskere (65,6 procent) rejste til Spanien på for eksempel en selv-arrangeret rejse – mens pakkerejser med indkvartering og transport udgjorde 34,4 procent af danskernes rejser til det spanske.

Udover Spanien med Den Spanske Stats Turistbureau har kun de nationale turistråd for Frankrig, Irland, Portugal, Tyskland og Østrig egne kontorer i Danmark.

 

Relaterede artikler:

Danskerne rejser stadig mere til spanske favoritter

Danmarks Statistik: Her er danskernes 22 største rejsefavoritter i udlandet

Spanien skifter turistdirektør i Danmark