Life City. (Foto: Atrium Ljungberg | Facebook.com | PR)

Spanien vil have danskere med til nyt seminar

Bæredygtighed bliver den røde tråd, der løber gennem programmet til et nyt arrangement, som danske fagfolk, der arbejder med turisme, har mulighed for at deltage i enten fysisk eller online.

Der er formentlig en god chance for, at dagsprogrammet er trykt med grønne typer, når flere afdelinger af Den Spanske Stats Turistbureau den 18. september inviterer indenfor til et arrangement, der er blevet navngivet Spain Talks.

Det er nemlig forskellige afskygninger af bæredygtighed i turismen, der bliver det altovervejende omdrejningspunkt for dagsseminaret, som turistbureauets kontorer i henholdsvis København, Stockholm, Oslo samt Helsinki i fællesskab har stablet på benene.

Man håber blandt andet, at der vil være dansk islæt at finde i skaren af deltagere, og derfor er Den Spanske Stats Turistbureau nu kommet med en formel invitation, der henvender sig til alle danske fagfolk, der på den ene eller anden måde er beskæftiget med turisme.

Vil drøfte udfordringer
Det er netop blevet offentliggjort, at det er bygningen Life City i Stockholm, der vil danne ramme om Spain Talks, men det vil dog også være muligt at deltage via internettet. Begge dele er gratis, fortæller Den Spanske Stats Turistbureau.

”Begivenheden er en oplagt mulighed for danske aktører til at udvide deres netværk, dele erfaringer og diskutere fremtidens løsninger på de udfordringer, branchen står overfor i forhold til bæredygtig turisme,” lyder det fra turistbureauet – der tilføjer:

”Som turismeprofessionel i Danmark kan du få adgang til værdifulde paneldiskussioner og præsentationer fra eksperter, der belyser de bedste praksisser og løsninger til at imødegå klimaforandringer og udvikle bæredygtige rejseløsninger.”

Kommer omkring flere emner
Programmet, der tidligere har været omtalt på Standby.dk, består blandt andet af en præsentation af Lonely Planet, der har udpeget Spanien som den mest bæredygtige destination i 2024, og når den er overstået, finder første paneldebat sted.

Den handler om destinationer og mulighederne for at måle konsekvenserne af turisme som at opnå certificeringer. Herefter følger et oplæg om inkluderende turisme i Spanien, inden dagens sidste debat, der handler om, hvordan man bedst griber den grønne omstilling an, går i gang.

Spain Talks afsluttes med en middag, hvor der uddeles priser til aktører, der har udmærket sig inden for bæredygtig turisme. Det drejer sig om en medie- og en oplevelsespris, der tildeles af hver af de fire arrangørlande.


Relaterede artikler:

Spanien i Norden vil drøfte turisme og uddele priser

Spansk turistdirektør: Vi vil ikke have flere hoteller

Spanien: Høj tilfredshed hos udenlandske turister